af Hugo Hørlych Karlsen & Petra Vestergaard Pedersen

At danse så træerne vokser derved.

At danse er at skabe et rum - et samværsområde - fyldt med energi, som alle, der deltager i dansen, bidrager til og drager ånde af. I den forstand er dansen oprindelig og livsskabende. Mennesker har altid danset for at skabe og leve af denne energi, der opstår i og med de rytmiske bevægelser.
I dag vil mange mennesker umiddelbart forbinde en sådan energiskabende dans med fremmede kulturer og deres mere eller mindre "magiske" eller "medicinske" danse - som indianernes eller afrikanernes. Karakteristisk nok fik John S. Mbitis bog om afrikansk religion, som udkom for nogle år siden, titlen De danser livet! Hermed menes naturligvis, at de - afrikanerne - i dansen danser livets grundenergier frem. Dansen bliver en levendegørelse og realisering af livgivende rytmer og bevægelser, som deltagerne i dansen indoptager i sig og får nyt liv af. I dansen udtrykker man sig på en sådan måde, at man trækker nye energier ind i sig.
Dansen er brud på dagligdagens fastlåste bevægelser og dermed frigørelse af en bunden energi, der - nu igen frit strømmende - kan give det daglige liv ny energi.
Sådan har det imidlertid også været og er stadig med visse former for oprindelige danske danse. Det ses blandt andet af nogle af vores ældste ordsprog. Et af dem lyder sådan her:

At danse, så linden må gro derved

Her udtrykkes på dansk grund en sammenhæng mellem dansen og de naturlige omgivelser, der får ny energi fra dansens livskraft, som de indoptager i sig.

Hvad medicin-trommemanden mente om danske sønderhoninger

Er dansen som sådan oprindelig i menneskehedens historie, så er danseformerne naturligvis vidt forskellige afhængig af tid og sted.
At anse visse fremmede kulturers danse for magiske eller medicinske på en sådan måde, at man samtidig sætter vores egne danske traditionelle danse over for dem som blot og bar fornøjelige danse og rent tidsfordriv holder imidlertid ikke stik. En dansk folkedanser fortalte os for nylig, at han havde været i udlandet til et træf, hvor mange forskellige landes traditionelle dansere - folkedansere - mødtes. Da en musiker - en trommeslager - fra en af disse "magiske" og "medicinske" dansegrupper, som vi danskere beundrer så meget for deres rytmesans og oprindelige urkraft i udtrykket, hørte danske spillemænd spille melodier fra vores hjemlige skat af sønderhoninger og så danske dansere danse til dem, blev han totalt himmelfalden. Han havde aldrig i sit liv hørt så kraftfuld musik og set så fantastisk dans - hvordan kunne det lade sig gøre! Der var jo ikke tale om klare frembankede rytmer, der bandt hvert fodslag til takten, men om en himmelsk strømmen af ren vellyd, som bar kroppene rytmisk rundt i en fantastisk jordnær koncentration af ren kraft.
Ja, det er ikke kun af børn og fulde folk, men også af udlændinge vi ofte skal høre sandheden om os selv og vores kulturformer. For denne "magiske" og "medicinske" trommeslager var vores sønderhoninger og sønderhoningdans "stor, stor medicin".
På denne baggrund er følgende en personlig beretning om vores egen oplevelse af samt en kort introduktion til den danske folkedans, først og fremmest sønderhoningen, en dans der skaber et enormt bølgende rum af rytmisk energi for de dansende.
Og i den forstand har den fremmede medicin-trommemand fuldstændig ret: dansk folkedans, inklusive sønderhoning, er på mange måde stor medicin.

Uden begyndelse og med begyndelse

For den ene af os er folkedansen uden begyndelse. Forstået på den måde, at den altid har været der, når ens mor var folkedanseleder i et aktivt folkedanserområde, så man blev taget med ud til dans, før man selv kunne gå. Og fra og med man gik sine første skridt, blev de næsten dagligt i stuen derhjemme og ugentligt ude i forsamlingshusene øvet i at træde folkedansene, inklusive sønderhoning, skønt barndomshjemmet lå langt fra Fanø. For den anden af os har folkedansen en begyndelse. Forstået på den måde, at på et vist tidspunkt i slutningen af ens helt unge liv begyndte man med ét - fra den ene dag til den anden - at træde ind i nyt land og at træde nye skridt, folkedansens skridt, også her inklusive sønderhoning langt fra Fanø.

Poetisk rum og episk fortællen

Da vi på et noget senere tidspunkt i livet mødtes og begyndte at træde dansen sammen, viste det sig, at der mindst var én ting, der bandt os sammen: fascinationen af sønderhoningen.
På det tidspunkt var vi særdeles uoplyste, vidste ikke engang, at den kommer fra Fanø.
Det var "blot" en dans blandt mange andre danske folkedanse. Og så samtidig dog slet ikke "blot" en dans. Der var to ting, som gjorde den til noget særligt for os:
For det første disse ufatteligt smukke melodier med en inciterende sammensmeltning af poetisk rum og episk fortællen i melodikken, som gik dybere i kroppen og klarere ind i sjælen end noget andet, vi havde hørt og danset til.
For det andet denne særlige dans, hvis fascinerende samvirkende elementer åbner for en verden af oplevelser under dansen, som ingen anden dans giver mulighed for - det er noget med sammensmeltningen af følgende tre ting:
* omdansningens særlige trin (der går: venstre-højre-højre for mandens vedkommende, højre-højre-venstre for kvindens vedkommende - næsten samme trin men forskudt i forhold til hinanden, idet manden begynder omdansningen med venstre ben, kvinden ved at sætte højre fod hen ved siden af sin venstre fod)
* fatningens frigørende akavethed (manden fører kvindens arm om bag på hendes ryg og holder den fast med begge hænder, mens hun støtter hele foretagendets balance med den ene frie hånd ført under hans venstre arm og om på hans ryg)
* den svagt vuggende runddans som en balanceren og svæven i tre trin til 2/4dels melodier.

Alt sammen både som enkeltfænomener og som sammensatte mønstre vældigt bagvendt, reelt en totalt genial samvirken, der giver en særegen frihed og en rytmisk svæven i dansen for dem, der får tilegnet sig sønderhoningen, både dens sjæl og dens teknik.
Sønderhoningen har altid været og er en særlig form for fuldt udfoldet glæde over at være "rundt på gulvet," som en af de omkring hundrede sønderhoningmelodier netop hedder.

Danseglæde og udfordringer

Sådan stod sagerne i mange år: Vi dansede alle mulige folkedanse i vores forening og andre sammenhænge, og ind imellem kom så en enkelt sønderhoning eller to - og så følte vi, at vi levede i ekstra stor danseglæde, så længe den kønne melodi blev spillet og vi sejlede ud i den for så vidt enkle dans med de mange udfordringer til trin, fatning, balance og rund-svæven - "rundt på gulvet."
Men så - for godt en halv snes år siden - skete der noget.
Vi var til landsstævne og så i programmet, at der kom tre spillemænd fra Fanø. På det tidspunkt vidste vi så meget som - men heller ikke mere end - at sønderhoningen oprindelig kom fra Fanø, en egnsdans fra Sønderho.
Så i vores utrættelige jagt på at høre sønderhoningmelodier og få lov at prøve at danse til dem gik vi hen i hallen den eftermiddag, hvor de der spillemænd fra Fanø spillede - vi kunne da håbe på, at de kunne spille en sønderhoning eller to, i det mindste på opfordring, nu når de kom fra sønderhoningens oprindelige hjemegn.
Vi troppede op. Og der stod tre mand, en lille tæt og energifyldt mand med en violin, en lang, rolig og let fyldig fyr med en harmonika og så en mand med en intens og samtidig rolig krop af middelhøjde under et virvar af udstående og nedhængende hår. Han satte sig til et klaver.

Den jordbundne svæven

Og så begyndte de at spille, de tre. Vi så på hinanden med enorme alterlys i øjnene: "Det er jo en sønderhoning, de spiller!" Og vi kastede os danselystne ud i dansen - "rundt på gulvet."
Og det blev ved. Det der med sønderhoningerne.
De spillede den ene sønderhoning efter den anden, og ind imellem afløst af en fannik og en rask. Med ét fik vi her uventet lov til at føle lykkens sus gennem sjæl og krop ved at danse og danse og danse ikke andet end sønderhoning - måske ikke særligt perfekt danset, men med fuldstændig glæde. Og rundt kom vi, og at vi svævede - ja, det følte vi i det mindste.
Nu oplevede vi ikke blot sønderhoningdansen og -musikken som noget af det ypperste, der er frembragt herhjemme, men også en fremføring af sønderhoningmelodierne i et spil, der forenede en gedigen kvalitet, en præcis og åbnende melodiøsitet med en vidunderlig dansebefordrende vitalitet, som vi ikke havde hørt før.
Nu var sønderhoningen ikke blot en køn melodi, man også kunne danse til. Den var en blanding af symfonisk digt og rytmisk medrivende melodik, en sammensmeltning af smerte og sødme, af uforløst længsel og uudslukkelig livsglæde, som gik til marven og drev benene afsted i dansen og kroppene rundt i deres forsøg på at opnå den jordbundne svæven.
Denne eftermiddag ændrede vores (folkedanser)liv. Vi holdt nu øje med, om de tre navne ikke skulle dukke op andre steder. Vi havde skrevet navnene ned og sat dem på opslagstavlen - Peter Uhrbrand, Erling Brinch og Ole Mouritzen.
Og de dukkede op, så hist, så her rundt omkring i landet. Senere kaldte de sig Jæ' Sweevers, Erling Brinch døde ganske ung og Ove Søgaard, en ny tæt og rolig mand kom på glimrende vis ind i stedet på klaver.

Vi vil gerne:
* fremhæve deres uforlignelige sønderhoningspil og deres fanøballer med sønderhoning på sønderhoning med en fannik og en rask ind imellem
* opfordre de folkedansere, der endnu ikke har fået den oplevelse at danse sønderhoning på denne måde, til at gå til et af deres baller
* gøre ikke-folkedansere opmærksom på den danske traditionelle dans som sådan og på sønderhoningen i særdeleshed. Der gives kurser rundt omkring i landet og hver sommer er der instruktion i Sønderho
* fortælle, hvordan vi oplever sønderhoningen som livsudtryk, som energi:

Med udgangspunkt i træskibene, havet og traditionel dansk sejlerkultur

Den ene del af os har en gammel klinkbygget træsejlbåd med gaffelsejl og ud over hovedsejl og fog også klyver og topsejl, og kan med sit kendskab til havet, træsejlbådene og vinden sige følgende:
Der er to virkelig genialske "opfindelser" i dansk sejlerkultur:
* Den ene er den eminent sejlduelige båd limfjordssjægten, som udviklede sig i Limfjorden omkring 1820'erne i forbindelse med, at Vesterhavet brød ind og åbnede fjorden og ændrede vand- og strømforhold. En særegen kombination af erfaringer med sejlbådstyper, behov for en hurtig og sejldygtig arbejdsbåd til de ændrede fiskeriforhold og en gudsbenådet håndværksmæssig genialitet skabte sjægten, der dominerede i Limfjordens krappe bølger fra omring 1820'erne til 1920'erne. For os har ingen båd overgået denne båd i genialitet og sejlerevne.
* Den anden er de uforlignelige sønderhoningmelodier og den utroligt fascinerende dans, som er knyttet til dem. Fra omkring noget hen i 1700-tallet, måske før, bliver der på Fanø tale om en skabende sammensmeltning af "ydre" forhold (verdensomspændende sejlskibskontakter) og en "indre" håndværksmæssig, jordnær og gudbenådet kombinationsevne på det lokale, hjemlige plan, så man formåede at forene inspiration udefra med hjemlige nære behov for melodiøsitet, bekræftende og energiskabende dans og samvær. For os overgår som nævnt ingen dans, vi kender til, sønderhoningen i genialitet og intensitet. Den kan kun være skabt af håndværksmæssigt meget dygtige mennesker, der har været vidt omkring (liv og død på verdenshavene og i nære hjemlige farvande) og samtidig meget jordnært og tæt forbundet med det daglige liv i og omkring eget hjem (husdyr, madlavning, håndværk, handel, sammenkomster og festlige stunder, hvor man havde brug for "stor medicin").

At danse er som at sejle

Og at danse sønderhoning er virkelig som at sejle i en sejlbåd. Musikken er vinden. Gulvet og de andre dansende er bølgerne. Musikken går i kroppen som vinden går i sejlene. Og da vinden jo sætter bølgerne i bevægelse, kommer kroppen til at følge vindens og bølgernes bevægelse - den bliver som et skib der må sætte sejlene efter vinden (melodien). Derfor er det faktisk meget varieret at danse til fanøbal med sønderhoning på sønderhoning og ind imellem en fannik og en rask, for hver melodi er en ny vind med sin egen karakter, og man må justere lidt på sejlføringen hver gang.
Og ligesom man ikke kan få nok af at sejle, når man først har fået sejlene sat i forhold til vind og hav og i forhold til hinanden og bådens bevægelser, på samme måde kan man ikke få nok af at danse sønderhoning, når man først er kommet i gang. Sønderhoningerne - melodierne - har virkelig en helt særegen energi i sig, som man så realiserer med kroppen i dansen. De har den samme energi - hver enkelt sønderhoning - og er samtidig indbyrdes meget forskellige.
Ligesom at sejle med sejlskib aldrig bliver noget, man bare "kan" (man sætter ikke sejl én gang for alle, det skal justeres uafbrudt under sejladsen), på samme måde er det at danse sønderhoning heller ikke bare noget, man "kan" (for hver ny sønderhoning skal man lytte sig frem til trimningen af kroppen - af sejlføringen). Fanødansene fører os ind i et uhyre varieret melodi- og danselandskab.

At lytte

Som alt virkelig genialt er sønderhoningen så uhyre enkel, at det er svært for kroppen at fatte. Og som alt virkelig enkelt kræver denne dans lytten, fordi den er forbundet med rundbevægelser og balanceren på én gang. Det er derfor, man måske aldrig "lærer" at danse sønderhoning. Man prøver sig frem ved hver eneste dans, fordi den hver gang kræver ny sejlføring (indstilling af de to danseres fødder, trin og kroppe i forhold til hældning, rundgang og balance omkring centrum imellem dem - i forhold til aktuel melodi og dansere omkring en).

"Rundt på gulvet" timer igennem

På Fanø mødes man og danser sønderhoning i timevis, i visse sammenhænge sammen med andre danse, i andre sammenhænge ikke andet end sønderhoning. Sønderhoning er - som de fremmede kulturers magiske eller medicinske danse - en dans, der først virkelig fungerer og folder sig ud, når man som danser i timevis kastes "rundt på gulvet" af spillemænd, der kan spille dansens mange forskellige, men ejendommeligt beslægtede og særdeles særegne melodier med indre overbevisning og nerve - med den glød, den tøjlede vildskab og frisatte udfoldelseslyst, som Peter Uhrbrands, Ole Mouritzens og Ove Søgaards spil så jordnært og dansebefordrende inkarnerer.

Den særlige nerve m.m.

Ud over den særlige inciterende nerve, der ligger i deres dansespil til sønderhoning, vil vi fremhæve følgende karakteristika for disse Sønderho-spillemænds særlige sønderhoning-danse-spil:
* Jæ' Sweevers spiller sønderhoninger i et lidt hurtigere (men ikke et direkte hurtigt) tempo og på en mere sej og swingende måde. Det er stadig men ikke mere blot en køn melodi. Det er et eminent dansetempo, eller danse-drive, som de rammer.
* De spiller hver enkelt melodi i meget, meget længere tid, end når vi ellers hører andre spille sønderhoninger til dans. Som danser mærker man sjælen og nerven i melodien og kan virkelig være i dansen, når de spiller.
* Som nævnt spiller de et vidunderligt hav af sønderhoninger time efter time til danserne at sejle rundt i og rette danseføringen ind efter.

Til dans at spille en enkelt sønderhoning eller to i relativt kort tid er for danseren som at rigge et sejlskib til og så ikke komme ud af havnen men blive hængende ved molen. Først når vinden - melodierne - har båret os ud i rum sø, går dansen rigtigt "rundt på gulvet."

Fortid og nutid

Defineres folkedans restriktivt som tidligere tiders danse, som blev danset til både hverdag og fest, når anledning gaves, men som nu dyrkes i særlige foreninger for at bevare dem og glædes over dem, så er sønderhoning vel egentlig ikke en folkedans. På Fanø er den en dans, der er ligeså integreret og nutidig en del af hverdag og fest som sildemadder, snaps og computerspil.
Så med sine omkring - eller mindst - 300 år på bagen er sønderhoningen en moderne dans - gennem generationer overleveret fra person til person som melodi og dans. Som spillemænd er musikerne i Jæ' Sweevers selv oplært på denne måde af den tidligere generation af spillemænd på øen. Og vi må alle håbe, at de selv oplærer andre. Men det er der næppe tvivl om - har man været til bal i Sønderho forsamlingshus, er man ikke i tvivl om, at sønderhoningen på ingen måde er en gammel dans for mere eller mindre midaldrende og ældre mennesker. Det er den også, men det er også en sønderhoning-danselysten ungdom, der i stort tal tropper op og danser sønderhoning, så gulvet bølger og væggene sejler.
Medicin-trommemanden ville fryde sig, hvis han oplevede det - og rejse hjem med ønsket om, at han var født og opvokset i Danmark, hvor de har musik og dans, der er stor, stor medicin.

Her kan du danse sønderhoning

* 9. november, Hygum Forsamlingshus, arrangement ved Jelling og Omegns Folkedanserforening - om eftermiddagen kursus i sønderhoning, 19,30: koncert og danseaften med Jæ' Sweevers.
* I Sønderho er der hvert år rig lejlighed til at danse sønderhoning den tredje weekend i juli måned - der kan være dans i gaderne, og der er sønderhoningdans for alle i forsamlingshuset søndag aften. Onsdag aftenerne i juli måned er der i Sønderho kursus i sønderhoning.
* Lirum Larum i Roskilde har Sønderhodag hver år omkring februar måned med kursus om dagen og bal om aftenen.

Måske danser man ind imellem sønderhoning i din lokale folkedanserforening. Oplysninger om øvrige kurser i og danseaftener med sønderhoning rundt omkring i landet kan løbende findes i tidsskrifterne Hjemstavnsliv og Folk&Musik.

NB:
Vi kender til tre cd'er og et bånd med udelukkende sønderhoningmelodier:
* Jæ' Sweevers - egnsmusik fra Fanø, 1992 (CD)
* Uhrbrand, Lydom, Cahill: Sik og Sejs, ULC 1999 (CD)
* Jæ' Sweevers: On Line (2002) (CD)
* Brødrene Frits Brinch & Søren Lassen Brinch, Traditionel musik fra Sønderho, Fanø 1967, udgivet af Fonden Gamle Sønderho, 1991, (MC).

Sand på gulvet havde flere sønderhoninger med i deres repertoire, bl. a. på:
* En aften med Sand på gulvet, Harlekin Musik Aps 1983 (MC)
* Sand på gulvet - Imellem Esbjerg og Fanø, Elap Music Aps, 1992 (MC).

Hugo Hørlych Karlsen & Petra Vestergaard Pedersen har netop udgivet:
Sønderhoning. Beskrivelse og beretning om dans og liv, 36 sider, illustreret med tegninger og fotos, kr. 68,00 - om sønderhoningen som energi, om hvordan den danses, tips til indlæring samt til at danse den til bal med størst udbytte, udførlig afsluttende brugervejledning om hvor, hvornår og hvordan man rent praktisk kan komme til at danse sønderhoning. Kan bestilles på tlf. & fax: 9858 2200, E-mail: hugo.hoerlych.karlsen@mail.dk.

Rundt på gulvet

/: Og havde jeg blot vinger
og var en liden fugl, :/
/: så fløj jeg til et fremmed land,
hvor ingen mandfolk er
Rundt på gulvet. :/

/: Den første hedder glæde,
den anden hedder dans, :/
/: og med dem begge går hun tit
med ungdomslette skridt
Rundt på gulvet. :/