Site map

Folkekulturværkstedet

Broby Gamle Skole

Fortællehus
Harmonikagruppen
Børn og Unge
Ballade 88
Øvrige medlemsaktiviteter
Sommeruger  på Broby Gamle Skole

Republikken   

”Republikken” på Suserupvej 63 er et forsøgsområde i tilknytning til Broby Gamle Skole. Området består af Fortællehuset med ildsted i midten, en sauna i en jordhøj og Muldkatedralen, som er et handicaptoilet i et lertårn. Der er desuden en stor skurvogn, et udendørs køkken, rodzoneanlæg til spildevand samt ved særlige lejligheder to skurvogne til overnatning. Området er ca. 1000 m2 med græs og træer, bålplads, kørestolsrampe til Muldkatedralen og en danseplads. (Klik også ovenfor på billedet af Republikken(460 KB) - malet af Per Bille.)

  •  Republikken er rammen om 2 årlige Jævndøgnsfester.

  •  Republikken kan lejes billigt til mange formål f.eks. sang-, danse-, spille- og fortælletræf i sommerperioden. Stedet er ikke indrettet til elektrisk musik, (der er kun indlagt strøm i køkken og skurvogn). Der betales for brænde + vand + elektricitet + en mindre vedligeholdelsesafgift.

  •  Hvis du har en idé til et arrangement kan du ringe til Per Bille på 5764 8114 eller Itys Gjaldbæk på 5854 5727. Medlemmer af foreningerne på Broby Gamle Skole har fortrinsret.

Se brochuren med nærmere beskrivelser af Republikken med dens mange spændende faciliteter og muligheder for aktiviteter: Se Republik brochuren her.

 

En historie om Republikken

Livet i Republikken er indrammet af årets to jævndøgnsfester.

Jævndøgnfesten er et forsøg på at lave en tilbagevendende begivenhed, der giver mening i vor tid. Naturen er mere nærværende nu, end den har været før på grund af forurening m.m. Økologi er en måde at nå ind til det naturlige, i den udtrækning det er muligt, i det moderne samfund. Vi er en del af naturens kredsløb, og til jævndøgn fejrer vi, at dag og nat er lige lange. Jævndøgn er overgang fra vinter til sommer og fra sommer til vinter, og det giver en anledning til at markere og bekræfte vores samhørighed med naturen.

I Fortællehuset bygges en lille pyramide af pindebrænde. Vi sidder i mørke og stilhed, pyramiden tændes fra oven, den brænder først langsomt, så hurtigere, alle skal være helt stille, stilheden skal føre over i fortællingen om ”Festens gave”, som vi har fra Knud Rasmussens bog fra Alaska og inuitterne. I forlængelse af fortællingen er der én, der synger en ballade, en episk sang, siden synger man, spiller og danser i Fortællehuset, mens ilden passes, og nogen gør klar til spisning. Jævndøgnsfesten fortsætter til den afsluttes med ilddans, sang og musik, og de udholdende fortsætter i saunaen.

Fortællehuset er det centrale hus i Republikken. Modellen for huset er solen i universet og verdenshjørnerne. Ildstedet i Fortællehuset er verdens centrum. I kraft af Fortællehuset får hele Republikken en betydning, som naturligvis er den betydning, vi selv tillægger den. Og når vi er sammen i Republikken, er vi et lille samfund. Her kan vi lave alt, fra fester til undervisning.

Meningen med Republikken er at være sammen i den levende folkekultur, som er den kultur, vi selv skaber f.eks. ved jævndøgn. Mine tanker om Republikken handler om, at Republikken bliver brugt som ramme om samtale, fester m.m. med det formål at give bidrag til kulturudvikling i forlængelse af folkekulturen og kritisk fornuft. Republikken er en legeplads for voksne og børn, hvor legen er det vigtigste.

Republikken er for lille til offentlige arrangementer med mange folk. Republikken er en del af foreningen Folkekulturværkstedet på Broby Gamle Skole, og ansvaret for Republikkens aktiviteter er den enkelte igangsætter.

Per Bille, februar 2010

 

Fortællehus

  I Fortællehuset, tegnet af Emilie, 9 år

Jævndøgnsfesten lørdag 19. marts 2005 kl. 14

bliver denne gang med Jacob Hogreb og hans kurdiske venner, musikere og dansere fra Kurdistan.


Deres nytårsfest "Newroz" fejres i marts, så der er mulighed for at jævndøgnsfesten udvikles til en kurdisk nytårsfest.

Festen foregår udendørs og i fortællehuset, Suserupvej 63, lørdag d. 19. marts fra kl. 14 til midnat.

Bindende tilmelding til Itys Gjaldbæk, tlf.5854 5727.

Pris 150 kr. Max. 30 deltagere.

 

 

I anledning af åbent lokum den 26. september 2004

Byggeriet af Muldkatedralen er færdigt og godkendt. Processen har varet 3 år. Muldkatedralen er et handicapvenligt toilet bygget af ler. Ideen var og er at skabe opmærksomhed omkring vores omsætning af føde og dertil hørende gødning. Katedralen skal understrege, den betydning naturens kredsløb har for vores overlevelse. Katedralen er tegnet og realiseret af Randi Kjær. Jeg har fortrinsvis beskæftiget mig med tilgængeligheden, kørestolsrampen og omgivelserne i øvrigt. Der er mange unge, lokale folk og fagfolk, som har hjulpet og burde nævnes, men det bliver en anden gang.

Hele området betegnes Republikken, som består af Fortællehus, sauna, Muldkatedral, skurvogne, værksted, primitivt køkken og et udendørs dansegulv, som er ved at blive bygget. Tilsammen danner området et billede, en fantasi, som har et praktisk kunstnerisk formål. Republikken danner ramme om forsøg med samværsformer, tager udgangspunkt i emner, som interesserede arbejder med i form af arrangementer. Et arrangement kan f.eks. have fortælling som emne, og fortællere og interesserede deltagere indkaldes. Arrangementer kan være for en lukket kreds eller gøres til offentlige arrangementer, hvor man betaler entré for at dække udgifter til transport, brænde, honorar osv.

Ethvert arrangement kræver, at man i samarbejde med andre sørger for den nødvendige planlægning, indkaldelser, fortæring, økonomi m.v. til arrangementets afholdelse. Nogle er gode til denne opgave, andre må lære den. Det hele forudsætter, at man vil, det man vil.

Republikken fik sit navn ved min 60-års fødselsdag, hvor jeg blev udråbt som konge af Republikken. En vittighed der er blevet hængende. I dag betegner det en særlig måde at være sammen på, som ikke kan beskrives dækkende, men må opleves.

Jeg er daglig leder af Republikken som kontaktperson og konsulent. Republikken er åben fra jævndøgn i marts til jævndøgn i september, juli måned fraregnet.

Der er Åbent Lokum 26/9 kl. 14-17
Per Bille

 

Du inviteres til en dag i Fortællehuset, Suserupvej 63, hvor vi vil lege og eksperimentere med balladerne:

Lørdag den 21 august 2004 fra tidlig morgen til sen nat.


Vi vil gerne se balladefolk. Vi vil højst være 20 personer. Der er mulighed for overnatning både fredag nat og lørdag nat.

Vi glæder os til denne dag med leg og alvor. Al eksperimentering med balladen vil få plads og forhåbentlig få et modspil fra en eller flere af deltagerne.
For initiativtagerne er det vigtigt snarest at vide, hvem der har tid og lyst. Derfor hurtig tilmelding, som er bindende, til Itys Gjaldbæk, tlf. 5854 5727.
Praktisk: Tag madpakke med til frokost lørdag og medbring egne drikkevarer (øl, sodavand, vin).
Vi sørger for te , kaffe , aftensmad lørdag og morgenmad søndag.
Husk: Varmt tøj, gamle sko, håndklæde hvis du vil i sauna og instrumenter m.v.
Pris: Dagen og nætterne koster alt inkl. 150 kr. Et eventuelt overskud går til Fortællehuset.
Vi glæder os til denne dag og er spændt på at få at vide hvem vi bliver.

Kærlig hilsen fra Rikke Gaarde, Lene Malmstrøm, Birgitte Bjerre og Itys Gjaldbæk

------------------

En af de mange aktiviteter i relation til Fortællehuset er:

Muldkathedralen.

Se billedserien og omtalen fra foråret 2003

Se fotomontagen til indvielsen af den færdige Muldkathedral 19. juni 2004:

Om Projektet:

Muld Kathedral - et bæredygtigt, handicapvenligt muldtoilet med kunstneriske visioner. Et særpræget bygningsværk - udstillingsrum og muldtoilet med højt til loftshvælvingen og plads til de vidtløftige tanker og ideer.
Udfra et skulpturelt udgangspunkt, ønsker vi, at fortælle historien om forbindelsen mellem jord og himmel, om det naturlige kredsløb; om lorten, der hvis den ikke skylles med rent drikkevand ud til havet, kan omdannes til den fineste muld og næring til planter.

Muldtoilettet er en løsning, der på en gang fjerner "det sorte spildevand", sparer det endelige udløb for belastende næringssalte og reducerer brugen af vores vandressourcer. Dette er en løsning, som i en landzone som Broby uden kommunalt kloaknet, står som et særdeles udmærket alternativ til inspiration og udbredelse.

Processen har været at danne arbejdende fællesskab omkring byggeriet af Muld Kathedralen, udfra ideen at skabe storslåede sanitære forhold udfra tanker om kunst, bæredygtighed og tilgængelighed for alle - udfra regler om handicapvenlige løsninger. Selve bygningen danner grundlag for at bruge Folkekulturværkstedet og rammerne ved Fortællehuset til længerevarende arrangementer for udviklingshæmmede, bevægelseshandicappede, cirkusartister, musikanter, historiefortællere, unge og gamle. Målet er at skabe optimale vilkår for kunstnerisk udfoldelse, udveksling og inspiration på tværs af aldre, nationalitet og kulturbaggrund.

Byggeriet startede april 2002 og afsluttedes forår 2004. Projekt Muld Kathedral er støttet finansielt af:

  •  RoSA -Roskilde Studiegruppe for Alternativ undervisning,

  •  OPLEV,

  •  Kreativskolen,

  •  BG bank,

  •  Vanførefonden,

  •  Sahva Fonden og

  •  Det Europæiske Fællesskab.

Projektet er ikke nødvendigvis i sig selv udtryk for Det Europæiske Fællesskabs eller Cirius´ holdning og forpligter dem ikke på nogen måde.

                                                        

        Gruppen for Levende Kultur

inviterer til

udendørs MULD-FEST

og fejring af sommersolhvervet

Lørdag den 21. juni 2003. fra solopgang til solopgang

Ud fra filosofien om festlig forberedelse og afvikling

 

Tag madkurv med – børn, telte, æteriske olier, kulørte lamper, mælkebøttevin

eller hvad der kan bringe festen fryd og glæde

 

Der bliver ild og hyldeblomstsaft, brage-bål

og maskedans, musik og pandekager,

fortællinger og visions-sveder i saunaen.

Ikke mindst sære optrædener,

forestillinger og optrin i Muld Kathedralen

                                                                                               SPILLER KL. 14.00

                         

 

Den egentlige indvielse og benyttelse af Muld Kathedralen er rykket frem til efterårsjævndøgn lørdag 20. September.

STED  -  SUSERUPVEJ 63  i  BROBY  VED  FORTÆLLEHUSET

 

Her ses en billedserie fra tagrejsningen på muld kathedralen i maj måned 2003:

        

    

 

Projekt Muld kathedral – planer for foråret 2003.

Gruppen af engagerede unge, der kommer ved Fortællehuset bl.a. for at bygge Muld kathedral, er efterhånden en fasttømret men svært definerlig størrelse. Vi er pandekageelskere, lerovnsbyggere, aktivister, teaterfinker, cirkusprinsesser, historiefortællere, søskende, musikanter, karavanevogtere og instrumentmagere.

I løbet af vinteren er vi mødtes i København -sunget, spillet, fortalt, skrevet ansøgning, søgt sponsorater og lavet kakkel-spektakel under ledsagelse af en palæstinensisk folkedansergruppe.

Nu mens foråret er ved at udkæmpe sin kamp mod kulden og mørket, er vi ved at være klar til igen at rykke på landet  for at færdiggøre Muld kathedralen. Vi har søgt EU-midler gennem Sirius og Local Youth Initiatives, og  har besluttet os for at blive  en gruppe under Folkekulturværkstedet under navnet Levende Kultur-gruppen. Hovedsageligt er vi tilknyttet aktiviteterne omkring Fortællehuset og foreningen Tryllehaven, der i 2001 flyttede fra Vanløse til Broby med Tryllevognen, Cirkus Nu, familiemanege, instrumentværksted og friluftsateliér.

Gruppens målsætning er at skabe optimale vilkår for kunstnerisk udfoldelse, udveksling og inspiration på tværs af alder, nationalitet og kulturbaggrund.

Optimale vilkår er eksempelvis et smukt toilet med mosaikgulv og plads til vidtløftige tanker. I week-enden den 7- 9 marts kommer en flok tømrerstuderende og bygger tagspiret efter alle kunstens regler om samlinger og nagler. Så alle, der er nysgerrige, er velkomne til at kigge forbi med en gulerodskage eller noget andet godt.

Rejsegilde bliver i maj og det meste arbejde indtil Skt. Hans bliver lagt i week-ender med frivillig deltagelse. /Randi Kjær

Op Fortællehus Harmonikagruppen Børn og Unge Ballade 88 Øvrige medlemsaktiviteter Sommeruger  på Broby Gamle Skole

Senest opdateret: 26. July 2024